Morell de Lux: Rundt i Xi'an

Vi sov længe i dag; det var tiltrængt. Selvom det er gået fint med at falde i søvn om aftenen, så hænger jetlaggen stadig i kroppen, og Louise er jo stadig teenager og kan sove evindeligt.

Vi kørte i taxa ned til den ’store vild-gås pagode’, en buddistpagode fra år 652. Først tog vi dog noget mad, og det er lidt svært i Kina, at finde noget, der minder om morgenmad så det endte med Burger King, hvor vi fik en ikke helt topklasse salat (for at sige det på en pæn måde). På vej op til pagoden og klostret var der en stor åben plads med vandbassiner. Selvom vandstanden var ganske lav og der hang masser at skilte med forbud mod at gå ud i vandet, der var placeret uniformerede vagter til at overvåge, at ingen skulle være så formastelig, at stikke en tå i vandet eller bare stille sig op på kantet. Der stod en vagt for hver 10 meter på begge langsider af vandanlægget. Hver vagt var udstyret med en fløjte, som blev flittigt brugt, hver gang nogen formastede sig til at komme for nær på bassinet. Et meget morsomt eksempel på, hvad der betyder at udstyre en lille ubetydelig mand med en blå skjorte og en fløjte. Fløjterne blev flittigt brugt. Så var der selvfølgelig også skabt beskæftigelse til dem.

Pagoden var meget fin; det var ret hårdt at arbejde sig op ad den smalle trappe, det er meget varmt og vores ferieform er ikke helt som den skal være, men det skal nok komme. Udsigten fra toppen var en begrænset oplevelse. Solen skinner i dag, men der ligger en dis (smug) over himlen, så udsynet er begrænset og pagoden er lukket i toppen, så man må nøjes med at kikke ud gennem de små vinduesåbningerne. Selve gården med buddistklosteret bag ved pagoden og de små gårdhaver var til gengæld smukke og der var en dejlig ro, så snart man bevægede sig lidt væk fra den turistfyldte plads foran pagoden. Fine tempelbygninger med smukke ornamenter, og små hyggelige gårde med magnoliatræer, mandeltræer, granatæbletræer og mange andre træer samt planter i store krukker. Det lille haveanlæg bliver flittigt passet af gartnere, der går rundt og vander og ordner planterne.

Bagefter gik vi hen i Datang Furong Garden, der et meget stort parkanlæg med en sø tæt ved klosteret. I parken gik nogle påfugle i et bur, den ene gik hen til Louise; måske var den vant til at blive fodret, og måske var det derfor, den udstødte et gevaldigt skrig, da maden udeblev. Louise fik noget af en forskrækkelse, og vi fik begge et ordentligt grin; det samme fik de omkringstående gartnere i parken. Det er i øvrigt en markant forskel til derhjemme; der er altid en hop en af mennesker, der ordner parkerne; luger, vander og gør rent (det kunne vi godt bruge noget af i Botanisk Have i Aarhus). Selv græsplænerne bliver håndluget. Prisen for at komme ind i parken stod nu ikke helt mål med værdien. Måske skulle vi alligevel have købt billetter af den lille dame, der hang ud sammen med gadefejerne udenfor parken? Hun var meget ivrig, for at få vores opmærksomhed. Nej, det skulle vi nok ikke. Jeg har siden læst, at sælgere af falske billetter narrer godtroende turister, så det var med fuld rette, at vi fuldstændigt ignorerede hendes krumspring. Det var et meget dejligt område i parken, men oplevelsen var noget præget af, at vi trængte til mad og drikke og ikke rigtigt kunne finde noget i parken. Solen skinner og der er op til 39 grader, så det er vigtigt at holde kroppen ved lige. Jeg kan mærke en snigende hovedpine, så snart jeg ikke sørger for at få væske nok. Man kunne købe foder til fisk og svaner, og vi købte et bundt af de grønne planter, så vi kunne fodre svanerne. Det var meget morsomt, og svanerne kom svømmende hen til os, som var de ænder, der ville have brød, og de lod sig hånd fodre med de grønne planter. Både hvide og sorte svaner, var der.

Wow, vi har kun været her i tre dage, og synes allerede at have set og oplevet så mange ting.

Kinesisk TV taler om varmerekorder, og om, hvordan folk håndterer varmen rundt omkring i landet (også om nogle, der ikke klarer den, at dømme efter de lidt makabre billeder).