Vi flytter ind i en hutong

I dag skiftede vi hotel til et andet kvarter. Vi bor nu i nærheden af trommetårnet og klokketårnet nord for den forbudte by. Det er ikke så langt fra den olympiske by, så vi smuttede en tur derop med metroen for at kikke efter at have installeret os på hotellet. Det blev nu ikke til et særlig langt besøg, for der var meget varmt, overfyldt med mennesker og luften var meget uklar. Vi så Fuglereden og svømmestadiet med boblemønstrene udefra, men der var i grunden ikke ret meget at se. En stille aften med lys på bygningerne, ville det nok se helt anderledes fantastiske ud, men denne steghede dag med luften fyldt med tung forurenet dis, blev det hele bare gråligt og udflydende.

På vej tilbage smuttede vi ind til en frisør tæt på hotellet, og blev klippet begge to. Det er en helt oplevelse at gå til frisør i Kina, og det virker også til at de kinesiske frisører synes, at det er en stor oplevelse, at få lov til at klippe os. Det blev gjort nydeligt og omhyggeligt og kostede 60 yuan i alt. Billigt og sjovt.

  
Hotellet ligger i Zhangwang hutongen, der bestemt ikke ligner et kvarter, der rummer et hotel. Gaden er så smal, at taxaen ikke kunne køre derind, da vi ankom. Hutong er betegnelsen for de oprindelige kvarterer i Beijing med smalle traditionelle lave huse med baghuse, ofte beboet af klaner af familier gennem mange år. Mange hutonger er i dag jævnet med jorden for at give blads for moderne bygninger i mange etager. Hutongerne kan godt ligne slum, men har også en charme. Så det er et ret spændende område, vi bor i. Vi spiste aftensmad i en lokal restaurant og fik noget suppe, der var så stærk, at jeg næsten mistede stemmen efter første mundfuld.

Bagefter gik vi aftentur i kvarteret. Husene er så lave at man kan kikke lige ind i folks hjem, der nogle gange består af et enkelt rum, der både fungerer som køkken og soverum. Det er typisk usselt, rodet, beskidt og fattigt. Toiletterne ligger i fællesbygninger, og man er ofte ikke i tvivl, når man går forbi dem; alene lugten fortæller, at her er det. Et sted så jeg gennem vinduerne i et hus et lille rum fyldt med køjesenge i to etager og voksne mænd, der sad derinde på sengene. En ussel tilværelse for en voksen mand, at bo under de forhold.

Hotellet er således også en undtagelse fra de øvrige huse; bygningen er noget større og i flere etager (og der er også toiletter). Ind imellem er der i hutongerne små huse, som er blevet sat i stand, og uanset fattigdommen og skidtet, så er der en vis hygge over området. Mange gange bliver man overrasket over at se, hvor tilfredse folk ser ud og hvor rene og pæne de fleste af dem er. Folk opholder sig meget på gaden (hvor skulle de ellers være, der er ingen plads i husene), og spiser, hygger med et spil kort eller bare sidder. Der er mange spisesteder, lige fra gadekøkkener til restauranter og alle former ind imellem de to. Der er små boder med salg af dagligvarer. Der arbejdes også med andet end restauration og salg; selv sent på aftenen kan man se folk arbejde med et håndværk som f.eks. samling af vinduer eller bygningsarbejdere, der arbejder med at istandsætte en forretning. I Kina går arbejdet ikke i stå bare fordi klokken har passeret 16:00 eller fordi, det er lørdag aften, for den sags skyld.

Længere nede i kvarteret bliver gaderne endnu mere livlige; der er et utal af spisesteder og små forretninger, og der myldrer af aktivitet. Går man endnu længere ned i kvarteret, bliver der endnu mere liv; nu er der fyldt med restauranter, forretninger, barer, gadesælgere og et mylder af folk, der hygger sig i den mørke, varme aften. Der hænger traditionelle kinesiske stoflamper hen over gaden, og man kan købe alt; souvenirs og billigt skrammel, designertasker og modetøj, mad, drikkevarer, lækre kager og drinks. En mand solgte små skildpadder fra en plastbalje (det ser man ofte), men som en kuriositet havde han også en balje fyldt med store hvide snegle (bvadr) som åbenbart også kan bruges til kæledyr.

Der er en utrolig hygge i de mørke snævre gader mellem træerne og de lave huse.