torsdag den 25. juli 2013

Fra Haikou til Xi'an

Så er det tid til at forlade Hainan og sætte kursen mod Xi'an, hvorfra vil skal flyve hjem på mandag.

Vi er lige passeret omkring 300 levende ænder, der gik i vejkanten (og delvist ude på vejen) på en vej, der er større og mere trafikeret end ringvejen i Aarhus. Et ganske underholdende indslag på køreturen med taxa ud til lufthavnen.

Der kører de vildeste køretøjer rundt på vejen; vi så noget, der mindede om en traktor eller en eller anden maskine med en anden maskindel spændt bagpå. Ovenpå sad 5-7 personer med spidse kinesiske stråhatte.

Lufthavnen er ret nybygget og flot anlagt med parkanlæg langs hovedvejen, når man nærmere sig.

Flyveturen gik fint bort set fra, at vil måtte vente ret lang tid på at få flyvetilladelse og blev noget forsinket.

I Xi'an landede vi i en by, der så ud som om, det hele var indhyldet i hvid røg. Var der virkeligt så meget smog sidst vi var her, eller har vi bare glemt, hvordan der er, i løbet af den uge, vi opholdt i den klare luft på Hainan? Jeg checkede luftforureningen senere og den lå på 'Unhealthy' med tendens til 'Very unhealthy'. Det er vist (desværre) meget normalt. På vej ind fra lufthavnen kørte vi forbi et langt stykke med butikker, der var fyldt med reservedele til biler og maskiner. Et endeløst antal af små (grimme) værksteder. Sjovt som butikker af samme slags ofte ligger i samme kvarter.

Vores nye hotel ligger tæt ved klokketårnet, hvilket er meget centralt. Vi var så heldige at løbe ind i en mand på vej ind på hotellet. Han talte usædvanligt godt engelsk og hjalp os helt uopfordret til at få et bedre værelse på en anden etage. Han må være chef af en eller anden slags. Hotellet ligger over flere etager i en høj bygning ovenpå et varehus, og den anden etage, som vi skulle have boet på så ret skodagtig ud, men nu har vi fået et meget stort flot værelse. Mon ikke han er interesseret i at få gode review udtalelser på booking.com? Men ligegyldigt, om det var hensigten, så var det vældig flinkt af ham, og vi fik et ret flot værelse til samme billige pris.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar