Oktoberbesøg og fægtning i Embourg

Der står en lasagne og bager ude i ovnen. Vi skulle egenligt have været til fægtetræning, men Louise var syg i dag og blev hjemme fra skole. Her til aften var hun så kvik, at hun bad om lasagne til aftensmad, så jeg har kokkereret og sidder nu og glæder mig til at nyde resultatet. Hjemmelavet lasagne er ikke noget, man laver på 5 minutter, så det blev heller ikke til fægtetræning for mit vedkommende. Der var også brug for en hjemmeaften.

Vi har haft besøg hen over weekenden af 4 modne herrer fra Danmark, hvoraf den ene var min bror. Det har været hyggeligt og har medført en del indtagen af god mad.

Lørdag, da jeg havde fri fra arbejde, var jeg med herrene på tur til Mosel, hvor vi tog ind på et vinslot og smagte moselvin. Det var rigtig hyggeligt og interessant; damen som tog imod os var rigtig godt til at fortælle om stedets historie, om hvordan romerne etablerede vinmarker for 2000 år siden og ikke mindste om de vine, som vi smagte. Det blev da også til køb at nogle kasser vin.

Vi tog så sydover for at se Maginotlinien, og gjorde undervejs et holdt i en mindre fransk by, Sierck les Bains, for at få lidt frokost. Apropos udkandtsdanmark, så skal jeg hilse og sige, at udkandtsfrankring, er der bestemt også noget, der hedder. Jeg har tidligere været i Sierck les Bains, hvor de har en gammel borg, som er absolut seværdig, og et gensyn med byen bekræftede, at det er en beskidt, luset by, uden ret meget forretningsliv. Der er mange "gode" håndværkertilbud i Sierck les Bains skulle jeg hilse og sige. Byen ligger ellers smukt ved moselfloden (se billedet herunder). Det lykkedes os at få frokost i form af nogle gode sandwich (tjeneren skulle dog lige til bageren først for at hente brød), og vi tog derefter ned og fik en rundvisning i Maginotlinien.


Søndag morgen tog vore gæster afsted, og Louise og jeg kørte fra morgenstunden til Embourg ved Liege i Belgien, hvor Louise deltog i et fægtestævne for børn og unge. Det er længe siden, at Louise har været til stævne, dels p.g.a. sommerpausen og så har der været en lang periode med besøg i og fra Danmark og noget weekendarbejde for mig, så det har ikke været muligt at tage til stævne. Så det var rigtig dejligt at være afsted igen. Det er nu så hyggeligt, at går rundt og kikke og småsnakke med folk. En lille kuriositet var, at der pludseligt blev råbt i højtalerne, at der skulle udtages fægtere til dopingkontrol. Jeg tror, de tog omkring en 5 stykker blandt de unge drenge, så Louise slap for at blive dopingtestet (pyh).

Efter et veloverstået stævne kørte vi en lille omvej gennem Ardennerne og fik en faktistisk flot tur gennem et meget bakket efterårslandskab. Vejret var præget af pludselige og stærke regnbyger, herunder hagl, som holdt brat op igen og gik over i det fineste skarpe solskin. Så vi kørte igennem smukke landskaber, hvor solen skinnede i de spejlblanke, våde overflader og de friske grønne marker med naturlige hegn, træer og græssende kødkvæg. Jeg fik set vandfaldet i Coo, som vi kørte efter og vi tog så hjem og pustede ud søndag aften.

Sådan en tirsdag i oktober

Sådan en tirsdag i oktober er det koldt og mørkt at cykle på arbejde. Faktisk var det i dag den første morgen, hvor jeg fik den tanke, jeg vist skal have givet cykellygterne et eftersyn. Handskerne blev fundet frem i sidste uge.

Arbejdsdagen er gået med diverse opgaver, vi har en større implementering i november og der er både testopgaver og anden forberedelse. Jeg blev lidt tung i hovedet sidst på dagen - måske der er problemer med vores aircondition; der er flere som har følt sig tunge i hovedet sidst på dagen de seneste dage. Eller måske det bare er årstiden, der gør en træt og tung i hovedet. Det var ret gråt udenfor og det påvirker humøret selvom man ikke kikker ud af vinduet hele dagen lang (hi hi hi, nu er det vist tid til at komme med en gammel vits. Her er den: "Ved du hvorfor de EU-ansatte ikke må kikke ud af vinduerne om formiddagen? Jo, det er fordi, der skal også være noget at lave til om eftermiddagen").

Sidst på eftermiddagen klarede det pludseligt gevaldigt op og solen skinnede samtidigt med at der kom nogle kraftige byger. Det så grangiveligt ud som om det første, der kom ned fra skyerne var sne, og der kom også et par flotte regnbuer på himlen. Jeg arbejder i en moderne kontorbygning med kæmpe vinduer fra gulv til loft, så det var flot at gå hen til vinduet og se hele scenariet på "storskærm".

Tænk at vi for et par uger siden havde over 20 grader og solskin, temperaturen er raslet ned lige siden. Slut med indian summer. Velkommen til sidst-i-oktober-snart-vintertid-og-vi-skal-snart-købe-julegaver.

Jeg var en tur i vores lokale supermarked på vej hjem og kunne konstatere, at de første chokoladejulemænd har sneget sig frem på hylderne. Jeg købte nu ingen, men det blev til et par jordbærtærter hos bageren; det fortjener man lidt i denne mørke tid.

Ud at se med DSB

Vi sidder i verdens langsomste DSB tog på vej fra Kastrup Lufthavn til Århus. Toget holder i små byer syd for Vejle, som jeg end ikke anede eksisterer og jeg er tæt på at fortryde, at jeg ikke lejede en bil i lufthavnen. Eller rettere sagt, jeg har fortrudt det, men det er for sent nu.

Sidste weekend havde vi besøg af vores fægtevenner Mona og Julius, og vi tilbragte nogle dejlige og sjove dage sammen. Det blev både til tour-de-Luxembourg og en tur til Metz samt derud over mange fornøjelige kortspil og grineture. Louise havde Julius med i skolen en dag og til fægtetræning den ene aften. Vi benyttede besøget til at præsentere den luxembourgske konditorkunst, så vi fik spist nogle dejlige kager. Mum mum.

I denne weekend er vi så i Århus til søsterens runde fødselsdag.

Lige nu holder toget i Høje Taastrup.

Vi er lidt trætte; bare tanken om at ankomme til Århus H klokken halv et, når man har haft en fuld arbejdesdag, er trættende. Og vi har begge travlt for tiden. Jeg har meget at lave på arbejdet og Louise har mange lektier og tests i skolen, som hun skal forberede. Vejret kan vi dog ikke klage over. Vi har haft mange fine dage den seneste uge, og senest flere dage med over 20 grader og solskin. I denne tid må man nyde hver eneste solskinsdag i fulde træk, for det bliver lidt mørkere for hver dag, der går og hver morgen bliver lidt koldere og lidt mere fugtig. Efterårsfarverne er ved at være fremme og træerne står flotte; gule, grønne, gyldne og røde.

Så er vi i Roskilde.

Jeg var i Roskilde for ti dage siden. Jeg var på seminar i Glostrup og som en socialt indslag var vi den ene aften på en lille turisttur til Rolkilde inden vi spiste middag. Meget hyggeligt, vi gik bl.a forbi Roskilde station, som vi holder på lige nu. Det er Danmarks ældste stationsbygning og den blev bygget i forbindelse med anlæggelsen af landets første jernbane, som blev anlagt mellem København og Roskilde. Louise finder lektierne frem nu. Det er en god disposition, for hun har en hård weekend forude med den første aftale, når vi ankommer til Århus efter midnat. Man skal jo ikke spilde tiden, bare fordi, det bliver nat.

Nu er vi så kommet til Ringsted.

Louise er gået i gang med at skrive en sang om Danmark, som hun skal aflevere i dansk. Det er ikke en opgave, som passer hende, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Så det er bare med at vælge en melodi, og finde ud af, hvordan det skal gribes an. For nylig skulle hun skrive en mindre opgave i engelsk under temaet "Hvorfor man skal lave sine engelsk lektier". Hun havde misset sine lektier, og da læreren spurgte, hvem der ikke havde lavet lektier, rakte hun hånden op. Hendes opgave kom derfor blandt andet til at berøre den kendsgerning, at andre, der heller ikke havde lavet lektier, men som undlod at række hånden op, ikke blev straffet med en ekstra opgave. Heldigvis havde læreren givet udtryk for at der var noget at tænke over - det er ikke alle lærere, der kan klare den slags konstruktiv tilbagemelding fra eleverne.

Så blev det Slagelse. Vi pløjer os langtsomt gennem "udkantsdanmark". Utroligt, at et så lille land kan have en udkant, det giver assotioner til tiden før 1492, da sømændene var bange for at sejle ud over verdens kant. Utroligt, hvad der er sket med mobiliteten bare de sidste 10 år, hvor det ikke længere er eksotisk at tage på ferie i New York. Der er jo snart ikke længere en plet på kloden, hvor man ikke kender nogen, der har været. Selv antarktis kender jeg en, der har været.

"Næste station Korsør". Louise kikker op og spørger forundret, om vi stadig på Sjælland. Jo, den er god nok, men nu er der ikke langt til kanten af Sjælland.

Nu sætter toget igang igen, og vi sætter kursen mod Storebælt og dermed mod undergrunden.

Grund, er en bydel i Luxembourg. Den ligger nede i slugten og består af hyggelige gamle huse, med den lille Alzette flod løbende igennem. Der er restauranter og caféer og flere museer. I det flotte Neumünster kloster område er der gratis jazz musik hver søndag formiddag i en stor del af året.

Så er vi kommet op til overfladen og næste station er Nyborg.

Borge er der masser af i Luxembourg. Selve byen Luxembourg er faktisk startet for over 1.000 år siden som et fæstningsanlæg, og lever dermed op til sit navn, Der er masser af mere eller mindre istansatte borge og slotte rundt i landet og de omkringliggende lande. Vi var på Chateau Malbrouck sammen med Mona og Julius i sidste weekend. Det er en gammel borg, som ligger tæt ved Schengen i grænselandet, hvor Luxembourg, Tyskland og Frankrig mødes. Det er en smuk borg, som blev restaureret for få år siden med stor respekt for de oprindelige materialer og stil. Den ligger højt oppe i landskabet og har i klart vejr en en fantastisk udsigt. Efterårsdisen lå dog tykt ud over landskabet, da vi var der i sidste uge.

Medens toget pløjer sig hen over Fyn har Louise for længst opgivet sin Danmarkssang og har i stedet kastet sig over Tetris på computeren og SMS'er til veninderne i Århus, der sidder og venter på Louises ankomst. Jeg har en bog med, men føler mig lidt tung i hovedet, så det bliver kun til lidt blog-skrivning ind imellem stationerne. Når man står op derhjemme i Luxembourg, går på arbejde og så går i seng i Præstehaven, så føles det gerne lidt pussigt. Men jeg tror dog, at selv H.C. Andersen ville have haft sjælen med på denne tur hen over det fynske land. Så, nu er der afgang fra Odense.

Højtalerne i toget opfordrer nu til ro i togets stillezoner. Gad vide, hvad der foregår i stillekupéerne, måske folder de vilde fester. Det er så stille i resten af toget, at en skoleklasse på vej på lejrskole nærmest ville føles som en opmundrende element.

Matematik er en sjov ting. Man kan køre fra Luxembourg til Århus på 9 timer, hvis man er heldig med trafikken. Når man forlader arbejdet kl. 16 for at flyve til København og derefter er uheldig med togtiderne, så er man hjemme i Præstehaven kl. 1 om natten, hvilket mærkværdigvis også er 9 timer. Men det skal man nok ikke tænke på nu.

Næste station er Middelfart, og toget kører med middelfart.

Nu kører vi over Lillebælt, og jeg sender en tanke til Christian den II, der sejlede frem og tilbage her for mange år siden; pragtfuldt genfortalt i "Kongens Fald", en af de bøger, som man bør genlæse løbende med nogle års mellemrum.

Så kom vi endelig til Fredericia, eller "FrederiXia", som de altid siger i togets højtalere, og vi har nu jysk muld under os. Vi holder på stationen i noget, der føles som en evindelighed, og jeg har DSB lidt mistænkt for at gøre det med vilje, for at rygerne kan stå på peronen og hive vejret ind gennem cigaretterne.

Børkop er en by nord for Fredericia, og den ser både uddød og mørk ud på denne tid af aftenen. Men toget holder stille og venter på folkemasserne. Gab.

Brejning er en by nord for Børkop, og den ser mindst lige så uddød og mørk ud.

Endelig ankom vi til Vejle og det begynder i det mindste at smage lidt af Østjylland. Derefter Horsens og Skanderborg.

Nu kan vi ane Århus H forude.

Dette blogindlæg er ikke ment som et brokindlæg, men blot et causeri over en togtur, der føltes meget laaang. Godnat.

Hverdag igen

Så er det hverdag igen; på godt og ondt.

Louise har været i skole i snart tre uger. Sjældent har jeg set nogen glæde sig så meget til at komme i skole. Hun kunne ikke tale om andet end bøger, stribet papir, fag og lærere i den sidste tid i ferien. Der er også sket meget i dette skoleår; hendes klasse er blevet splittet op i to klasser, da de ellers ville have været 32 elever, hun har fået nye fag bl.a Økonomi og hun har fået mange nye lærere. Vi er også snart på plads med det praktiske; der er altid et efterslæb af bøger, der skal købes og alt muligt 'skrammel', som skal anskaffes (hængelåse til skabe, underlige linialer, pensler m.v.).

Vi har begge været gennem den obligatoriske efter-ferie forkølelse og jeg tog yderligere en omgang med noget feber-noget, så jeg har faktisk skrantet lidt i et par uge, men det ser ud til at være slut nu (7-9-13).

Fægtesæsonen er startet igen, og det var rigtig dejligt at komme igang igen efter et par måneders sommerpause. Det trænger kroppen til.

Schueberfouer er slut nu; der er et marked/tivoli, som finder sted hvert år i tre uger sidst i august og i begyndelsen af september. Det startede allerede i 1340 og var således 670'enstyvende gang i år med omkring 2 millioner besøgende i de tre uger. Under Schueberfouer mærker vi en konstant sødlig lugt af popkorn og pandekager på vores altan og vi kan høre lydene fra attraktionerne og hvinende gæster. Men det er nu meget hyggeligt, det ligger alligevel så sent på sommeren, at det er slut med at sove med åbne vinduer.

September er en travl arbejdsmåned. Jeg er på arbejde tre weekender i træk, fordi vi har nogle tekniske opdateringer som skal foretages udenfor forretningstiden. Det har været planlagt længe, så det føles ikke så slemt, men det sætter jo fritidssyslerne lidt på hold. Tidligere på ugen var jeg tillige på seminar i Danmark et par dage, så det er ikke meget Louise får set til mig i denne uge. Vi var til Kate Nash koncert sammen i onsdags. Jeg landede i lufthavnen sidst på eftermiddagen og vi tog aftensmaden på vej til koncerten, der fandt sted i Atelier, et hyggeligt spillested i Gare-kvarteret. Koncerten var rigtig god; Kate Nash har en fantastisk kraftfuld stemme og hun er meget musikalsk. Det var dog lidt mystisk at hun havde valgt nogle ret amatøragtige teenagere fra New York til opvarmning; ikke kun var de elendige at høre på, men deres fremtoning mindede om noget fra en skolekomedie. De fik endda lov at komme med på scenen sammen med Kate Nash under noget af koncerten, hvilket ikke gjorde det bedre. Hmmm mystisk.

Første uge af september havde vi besøg af far og mor, der var på tur med et vennepar. De overnattede et par dage ved Mosel og vi hyggede os sammen i weekenden, inden de drog videre på deres rejse. Det var rigtig hyggeligt og vi var heldige at have det smukkeste lune septembervejr. De kommende weekender får vi også flere besøg fra fædrelandet, og vi skal selv en tur til Danmark til rund fødselsdag.

September er lidt af en on-off måned.

Nogle dage er det det fineste lune solskinsvejr. Smukke dage, som næsten ikke overgåes på nogen anden tid på året. Naturen er så småt ved at tage efterårsfarver, og vi ser en mylder af egern i parken. Louise kom hjem og fortalte grinende, at hun en morgen havde set et egern løbe over vejen og passere ind over forruden på en bil; damen der sad i bilen havde skreget højt af forskrækkelse. Nogle morgener, når jeg cykler på arbejde, så ligger disen ind over kløften og op over broen over mod Kirchberg. Så kan man se toppen af bygningerne gennem disen og solen bagved; det er et betagende syn, som jeg aldrig bliver træt af. På disse smukker morgener hviler der også et fantastisk lys i parken, som får det til at se helt overnaturligt ud. Rent mentalt giver det en god start på dagen.

Andre dage er der koldt og regnende. I går styrtede det ned og tordnede, så himmel og 'hav' stod i et. Heldigvis var det aften og vi kunne sidde indendørs og nyde stemningen. Der har været morgener så kolde, at man kunne an se sin egen ånde og lejligheden er kold og klam.

Ellers går tiden stille og roligt. Louise laver lektier igen, og jeg har fundet tid til at læse bøger igen. I juli og august havde jeg travlt med at læse faglitteratur og skrive opgave til mit seneste kursus på universitetet, men det er slut nu og der er luft til almindelig hyggelæsning.

Nice is nice - sommerferie part II

Nice er 'nice'; der er sikkert. Det er helt underligt at ankomme til den sydfranske varme, som slår en i møde med et kraftigt slag. Når vi stopper bilen for at gå igennem betalingsanlægene på motorvejen, åbner vi ikke længere vinduerne, fordi varmen slår kraftigt ind i bilen.

Vi har lejet en lejlighed i den indre by af en bekendt, og den ligger i et herligt kvarter tæt på marina og strand og samtidigt et kvarter, hvor der bor 'rigtige' mennesker; hvor der er bagerier, købmandsforretninger og alt muligt dagligdags; udenfor turistkvartererne og alligevel tæt på det hele. Vi var i samme lejlighed for fire år siden, så det er anden gang, vi er her og det er sjovt hvordan vi hurtigt fornemmer byen igen; hvor det store supermarked ligger, hvordan man går ned til stranden og de små restauranter i området. Denne gang er vi her i længere tid og har bil med, så vi kan tage nogle længere ture ud fra Nice.

Det er en hyggelig lille fransk lejlighed; en stor stue med åbent køkken, et flot badeværelse og soveværelse. Eneste ulempe er, at den ligger på 5te sal uden elevator, hvilket er værst på ankomstdagen og også lidt på afrejsedagen. Vi har en lille altan med østensol og om aftenen står månen op over bakkerne inden den bevæger sig sydover ud over middelhavet. Den store hund i nederste lejlighed i opgangen lever stadig og Louise smider forsigtigt godbidder ned til den, når det er mørkt og man ikke kan se folk dernede eller kan se, hvor godbidderne kommer fra. Som Louise sagde; 'jeg ville bare blive så sur, hvis jeg havde en hund og folk smed mad ned til den'. Jo jo, forsøget på opdragelse er ikke gået helt hen over hovedet af hende.

Vi har været på besøg i Fondation Maeght, som i mange år har stået som noget helt særligt for mig. Helt tilfældigt stod jeg i en boghandel i Luxembourg dagen før vores afrejse og så en bog om Fondation Maeght og et eller andet fik mig til at kikke i den og lede efter beliggenheden. Og jo, Fondation Maeght ligger tæt ved Nice i Sct. Paul Venice. Det ligger idyllisk højt oppe i bakkerne blandt pinjetræer og oliventræer. Der er kunstværker både inde og ude; Miro, Fernand Leger og masser af store kunstner, men især masser af Giacometti, der jo var årsagen til at jeg gerne ville derhen. En særudstilling bragte antallet af Giacometti værker op på 170 værker; skulpturer, malerier og tegninger.

En tur til Monaco blev det også til. Vi havde en hyggelig dag der, men burde nok have taget bussen for trafikken var djævelsk og vi brugte ret lang tid i trafikmylderet og var slet ikke så mobile, som det var meningen, at vi skulle være. Vi gik impulsivt ind og så det store Oceania Museum, som er et af de store attaktioner i Monaco. Der var mange flotte akvarier i underetagen med mange flotte og underlige fisk, men oplevelsen led noget under de mange meget aktive franske børn og deres stolte fotograferende forældre. Vore tanker gik tilbage til et besøg på et akvarie i Philidelphia for fem år siden, om end de franske børn ikke var helt så slemme (det ville også være svært at nå det høje niveau for dårlig opdragelse). De havde et hajbasin på museet, som ikke helt kunne leve op til Kattegat Centeret (som Louise sagde, 'de er jo på størrelse med store torsk'). Bort set fra fiskene, så var museet en fantastisk flot bygning i sig selv og der var andre ting i museet, som faldt lidt udenfor fiske-temaet; mildelst talt. Mest facinerence var nok fåret. Det fantastiske var ikke, at man have taget et (dødt) får og puttet det i en gennemsigtig beholder med sprit, men at man havde skåret det over på midten (på langs, fra hovedet og ned gennem kroppen til bagdelen), og lagt hver halvdel i hver sin montre med sprit. Når man kikkede fra den ene side, så man et får. Når man kikkede fra den anden side, så man et får. Men når man gik ind i midten mellem de to beholdere, så man et overskåret får med indvolde og hvad der nu er inde i et får af dimser; ret facinerende faktisk. Louise brød sig ikke meget om det, men jeg syntes, at det var facinerende. Sjovt nok, er det det, jeg vil huske mest fra Oceaniaet i Monaco. Men jeg kan jo også stadig blive helt salig ved tanken om den sommer for mange mange år siden, hvor Jakob og jeg gik hjem fra skolen og hver dag kikkede på en kat, der var påkørt og lå død i vejsiden; et selvstudie i 'til aske skal du blive'. Naturen har nogle facinerende sider.

Vi var også forbi Kasinoet i Monaco, men kunne desværre ikke gå ind og se på løjerne, da Louise dels var alt for ung til at komme ind og dels havde taget noget tøj på, der forhindrede os i at lyve hende nogle år ældre. Vi havde planlagt at sætte os på en cafe foran kasinoet og kikke på folkelivet der, men vi fik hurtigt nok og valgte at indtage frokosten et andet sted. Der var et stort menneskeopbud foran kasinoet og rækkevis af dyre biler som Ferrari, Bendley og meget andet (jo jo, der var faktisk også nogle Mini'er kunne jeg med glæde se), men folkelivet var mere præget af de mennesker, der var kommet for at se på de andre, og ikke nær så meget af de folk, som skulle ses på. Og selv om tætheden af dyre biler bestemt var meget høj, så var vi nok spoleret lidt af et allerede ret højt niveau af flotte biler i Luxembourg og havde ikke så stort behov for at gå og sukke over bilerne. I stedet indtog vi frokosten tæt ved lystbådhavnen og kunne sidde og følge med i, hvordan personalet gik og klargjorde de kæmpemæssige yachter og hvordan nye yachter lagde til; også et spændende scenarie at følge med i. Vi havde en del diskussioner af, hvordan det ville være, hvis vi havde en båd af den størrelse og måtte nok konstatere, at det ville være sjovt et par uger, men så heller ikke længere. Så i grunden er det slet ikke så skidt, selvom vi ikke har en yacht med 5-10 ansatte.

Stranden fandt vi aldrig ned til, så vi fik ikke engang badet i Monaco; Louise havde ellers medbragt sin nye grønne plastik bade-krokodille, der hedder Albert, opkaldt efter Prins Albert af Monaco. Efter en hyggelig eftermiddag kørte vi hjem til Nice med følelsen af, at her behøver vi ikke komme igen; Nice er meget federe. Og Albert har været med ude at bade i Nice!

Mest har vi dasket rundt i Nice, været ved stranden, kikket på folkelivet og forretningerne. Her er mange spændende typer, fra de meget elegante og avancerede til de værste taber-typer. Og alle turisterne selvfølgelig, hvilket omfatter de obligatoriske danskere, der altid forfølger en, når man er på ferie. Vi kikker en del på folk, når vi går på gaden eller sidder på en restaurant; vi opdigter historier om folk, hvem de er og hvad de er igang med; især hvordan de er relateret til hinanden; er de i familie, er de venner eller naboer? Vi kikker på, hvordan de foretager spændende parkeringer lige for næsen af os, hvilke hunde, de er ude at lufte og hvad de har af tatoveringer og pircinger. Vi har taget bøger med og læst en del og måtte desuden et par gange på internetcafe for at dække abstinenserne, frit WiFi er åbenbart ikke nået til bylivet i Nice. Louise fik det obligatoriske møde med en brandmand (en af dem, der er ude i havet), og jeg fik demonstreret, hvorfor der er så mange apoteker i Frankrig (de ikke-receptpligtige lægemidler i Frankring er talrige og de er flittige til at lange dem ud over disken).

Jo, Nice er nice. Det er en ret stor by, det opdager man især, når man kommer her i bil, da der ligger mange 'folder' af byen ind imellem bakkerne, der opkranser byen, og afstandene er også større, end de lige ser ud til. Men byen lever op til kombinationen af spændende byliv og solrigt strandliv, som jeg synes er så dejligt. At ligge en uge ved en strand uden meget andet, ville gøre mig skør. Her er mennesker, kultur og natur i en skøn blanding.

Ferietid i Danmark - sommerferie part I

Efter 12 dage i Danmark er kursen atter sat syd på. Det har været nogle stille feriedage, hvor vi ikke styrtede så meget rundt, som vi ofte gør, når vi er i Danmark. Der var simpelthen brug for lidt mere ro. Det blev så lidt mere tid til arbejde i haven og huslige sysler, om end jeg ikke kom så langt, som jeg gerne havde villet. Jeg startede en renovering af min fortrappe, som ikke blev færdig på grund af den meget regn, som faldt over flere dage, så jeg blev ikke helt udlært som murersvend. Der var også noget udendørs malerarbejde, som jeg gerne ville have haft lavet. Hold op, hvor det regnede.

Ellers er det blevet til nogle visitter, et par besøg i fægteklubben og et par ture i biografen.

Tilbage i Luxembourg; det er helt mærkeligt at komme tilbage til en solvarm, doven by. Som altid i ferietiden, er Luxembourg affolket og der hviler en doven ro over byen. Vejret har været skiftende, men den dag, hvor vi er tilbage, er der solskin og varme, så det giver en stor kontrast til den seneste tid regnvejr i Danmark. Det gav tid til et par praktiske ting, bl.a. at hente nogle af Louises skolebøger, som var bestilt før ferien. Vi fik styr på det tyske og de engelske bøger og mangler nu kun at hente de danske bøger. Louises sidste skoledag var den 18. juni og hun er nu ved at være meget klar til at komme i skole igen; men hun må dog vente lidt; først den 7. september kan hun begive sig i skole igen. Ind til da kan man afreagere lidt ved at få styr på de mange bøger, hæfter og papirblokke, der skal købes.

Arbejdsweekend

Jeg har længe undret mig over, hvor man køber brugte møbler og lignende. Jeg kender to genbrugsbutikker, der sælger secondhand tøj, herunder også designertøj som Armani og Gucci. Tøjet er af høj kvalitet og ser ud som nyt. Priserne er selvfølgelig derefter, især hvis det er de kendte mærker, men man kan få noget ret flot tøj billigere end hvis man køber nyt i forretningerne. Endelig fandt jeg ud af, hvor der var en seconhand forretning, der sælger møbler og jeg tog over til den i går. Det var et sjovt sted; en stor hal fyldt med møbler, billeder, tæpper, lamper og alskens sniller-snaller. Der var en masse skrammel, men det var også et sted, hvor man kunne gøre en god god handel, hvis man lige er der på ret rette tidspunkt. Det var et ret sjovt sted, som jeg helt sikkert vil vende tilbage til.

Weekenden er primært gået med at skrive; jeg sluttede undervisning på mit kursus i fredags efter to hårde uger og skal nu have færdiggjort et individuelt projekt, som skal afleveres sidst i august. Da jeg går på ferie fra på fredag satser jeg på at få det mere eller mindre færdigt inden da. Ud over at det er slidsomt, så går det egenligt meget godt. Det er et spændende emne og jeg synes, at jeg har meget at skrive om.

Jeg tillod mig dog at tage et smut ind i byen i dag ned i Grund, hvor jeg mødtes med et par kolleger til søndags jazz. Der er gratis jazz hver søndag hele sommeren og fredage har de noget tilsvarende fyraftens-jazz. Det foregår ved Abbay de Neumünster, der er et gammelt kloster, og der er nogle gamle renoverede fængselsbygninger, der nu huser et kunstmuseum. Derfor kaldes det også jail-jazz. Alt i alt et rigtigt dejligt historisk område med masser af sjæl. Vi sad udendørs under en markise og nød musikken over en kop kaffe og en øl. Bagefter tog jeg hjem og skrev videre.

Ugen mest gået med arbejde, studie og læsning. Torsdag aften var jeg ude at spise med holdet efter undervisning. Jeg kender en del af dem fra det sidste kursus, jeg tog, og det er en masse energiske og spændende mennesker. De kommer fra alle mulige lande og vores professor denne gang er fra USA, så det er en international forsamling.

Billedet her er taget på en regnvejrsdag indvendigt fra Chambre de Commerce; Handelskammeret, hvor jeg går til undervisning.